Tidligere straffet ung mand anklaget for databedrageri, trusler og tyveri

En ung 22-årig mand blev fredag den 15. maj dømt for flere forskellige anklagepunkter, herunder databedrageri, trusler og tyveri. Her blev han fundet skyldig i alle de anklagerpunkter, og blev straffet med et års fængsel og risikerer udvisning, hvis han begår kriminalitet af samme karakter igen, da han er svensk statsborger.

Af Emil Prehn

Klokken er et par minutter over 9. Den unge mand sidder klar med sin forsvarer ved sin side, og overfor sidder anklageren. Den unge mand sidder helt roligt og kigger lidt tomt ud i rummet. Vi venter fortsat på, at domsmændene træder ind i salen.

Få minutter senere starter retssagen.

Ind på vidneskranken træder en ældre herre, der ser lidt medtaget ud af sit lange liv. Den ældre herre har fået stjålet sine oplysninger af den unge mand, som var blevet brugt til at optage flere kviklån. Det ældre vidne holder en rygsæk op over hovedet og understreger, at den er fyldt med rudekuverter fra kreditorer og forskellige kviklånsudbydere – alle kviklån, som efter hans udsagn ikke er blevet optaget af ham selv.

Anklageren stiller den ældre herre en række spørgsmål omkring kendskab til den unge tiltalte mand og lignende. Dog er den ældre herres vidneudsagn meget usammenhængende og han kan ikke huske flere essentielle datoer i forbindelse med bedrageriet.

Derfor ser anklageren sig nødsaget til at frafalde sigtelsen i forbindelse med databedrageri med den ældre herre som forurettede. Dog er denne lovovertrædelse ikke den eneste, som den unge mand er tiltalt for. Med sig har anklageren andre episoder, hvor den unge mand har været i karambolage med loven. Blandt andet har han også stjålet en anden mands oplysninger med henblik på at optage et kviklån, truet en håndfuld mennesker og stjålet en hund.

Tidligere straffet

Sagen kører nu på tredje dagen og den anden herre, der har fået misbrugt sine personlige oplysninger af den unge mand, har allerede afgivet sit vidneudsagn, ligeledes har en af de gutter, der var blevet truet af den unge tiltalte mand. Derfor indkaldes der ikke flere vidner i sagen.

Med sig har den unge mand en straffeattest, der vidner om, at det ikke er første gang, han har begået denne type kriminalitet. På trods af sit 22 år korte liv, har han allerede været bag tremmer flere gange og mangler fortsat at afsone en 5 måneders fængselsstraf.

På baggrund af den tidligere kriminalitet, vidneudsagnene og dokumentationen, mener anklageren, at der er belæg for, at den unge mand straffes med 1 år og 6 måneders fængsel og appellerer endvidere til, at domsmændene tog med i sine overvejelser, hvorvidt en udvisning ville være på sin plads. Forsvareren mente ikke, at der var tilstrækkelig bevis til overhovedet at dømme den unge mand med fængsel, men blot straffe ham med bøde for tyveri af en hund. Dog understregede forsvareren, at hvis der alligevel var tale om fængselsstraf, så vil 8 måneder være på sin plads.

Domsafsigelsen

Efter en lang frokostpause er domsmændene klar til domsafsigelse. Tilstede er der nu også to betjente, der skal overvære afsigelsen af dom. Den ene betjent småsnakker med den unge tiltalte mands mor omkring fællesbekendte, og hvor lille verdenen i grunden er – stemningen er generelt stadig meget afslappet. Domsmændene træder ind i salen og afsiger dommen med det samme. De finder den unge mand skyldig i alle anklagepunkterne og dømmer ham til et års fængsel. Selv ikke her trækker den unge mand en mine, han virker blot tilfreds med, at han slipper med en advarsel og altså ikke skal udvises.

Da vi forlader retssalen møder vi atter den unge tiltalte mand på parkeringspladsen, her pointerer han, at vi må skrive, hvad vi vil om han, så længe vi skriver, at han reddede hunden. Efterfølgende smutter den unge mand afsted med sin familie og kan nu blot vente på, at han bliver indkaldt til afsoning af sin fængselsstraf.

emaupr

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *