Da Agnes var 14 år gammel, døde hendes mor. Det skete på en ellers helt almindelig onsdag. Moren faldt ud fra fjerde sal. Politiet mente, at der var tale om en ulykke, og at moren var faldet ud i forbindelse med en vinduespudsning. Men Agnes er sikker på, at der var tale om et selvmord.
Af Emil Prehn
Agnes’ mor var et arbejdsomt, sjovt, udadvendt, livligt væsen. Men hun ændrede sig i tiden inden sin død. Agnes havde bemærket, hvordan hendes mor sank mere og mere sammen. Hun havde det ikke godt. Det kunne Agnes allerede mærke flere måneder inden sin mors døde. Hun havde tabt sig synligt meget og hendes overskud var forsvundet.
”Det stoppede lige pludselig. Det var de der hverdagsting, hun mistede overskuddet til. Alt sådan noget som at tømme opvaskemaskinen, gå i bad eller gøre rent – hun var normalt meget rengøringsfreak.”
Kort inden Agnes mors død havde Agnes sagt til sin far, at det stod skidt til med mor. Agnes var sikker på, at hendes mor ville tage sit eget liv. Det synes hendes far var mærkeligt at sige og blev nærmest lidt små sur på Agnes over det.
”Jeg kan bare huske, at min far blev sådan lidt sur på mig og var sådan lidt: ‘Hvorfor siger du sådan noget om din mor?’”
Men desværre skulle det vise sig, at Agnes havde ret. Kort tid efter skete det. Hendes mor døde.
Moderens død
Agnes havde været i skole, som hun plejede, men den dag kunne hun mærke, at noget ikke var, som det skulle være. Hun havde desperat forsøgt at få fat på sin mor dagen igennem – men uden held.
Agnes kunne mærke, at hun ikke skulle hjem efter skole den dag, så hun ringede til en veninde, der ikke havde været i skole, og løj om, at hun havde glemt sin nøgle. Agnes tog over til veninden og ringede til sin mors underbo. Agnes gik normalt tur med hans hund. Hun spurgte om han ville tjekke til hendes mor, det ville han gerne, men Agnes hørte aldrig tilbage fra ham. Det næste Agnes husker er, at det ringede på døren hos veninden. Det var Agnes’ far.
Agnes og ham satte sig ud i bilen, hvor han fortalte Agnes, at hendes mor var død. Agnes reagerede med vrede, hun skulle ud af bilen, men hendes far holdte tæt fast om hende.
Agnes’ vrede var en blanding af flere ting. Hun var sur på sin far. For hans reaktion, da han fortalte Agnes om hændelsen, var lette, betvivlede grin, det gjorde hende sur. Hun var også sur på sin mor for at have taget sit eget liv.
”Jeg tænkte: ‘Tænk at du ikke kunne se ud over din egen næsetip. Tænk at du var så egoistisk at give din datter det, at hun ikke har nogen mor længere’.”
Men mest af alt var hun også sur på sig selv. Hun var sur på sig selv over, at hun ikke havde gjort mere. Agnes følte, at hun længe havde vidst, at hendes mor havde det skidt. Hun havde jo selv set, hvordan sin mor havde ændret sig fra at være et ekstremt glad og åbent menneske til at lukke sig helt ind i sig selv.
”Jeg havde det sådan: ’Hvorfor fanden har du ikke gjort noget? Hvorfor har du ikke sagt noget, hvorfor har du ikke bedt om hjælp?! Hvorfor har du ikke bare fået hende indlagt?’. Og det kan jeg også huske, at jeg sagde til min far.”
Hun går ofte derud – både hvis hun er glad eller ked af det
Var det selvmord?
Agnes var sikker på, at det var selvmord. Hun havde selv set, hvordan hendes mor havde ændret sig. Det måtte være selvmord.
Derfor vendte det også hele situationen på hovedet, da politiet kom og sagde, at der nok var tale om en ulykke. At Agnes’ mor skulle være faldet ud af vinduet, da hun pudsede vinduer.
I starten gav det Agnes en ro at tænke det som en ulykke. Det tog brodden af skyldfølelsen. For hvis det var en ulykke, så kunne Agnes jo alligevel ikke have gjort noget, selvom hun havde bemærket, at hendes mor ikke havde det godt.
Tiden efter fik dog alligevel Agnes til at tænke over, om det kunne passe, at der var tale om en ulykke. Der var så meget, der ikke stemte. Både den tomme spand og kaffekoppen, men også det, at hendes mor havde ryddet op lige inden sin død. Hun havde ryddet op i hele lejligheden, som om at hun forsøgte at skjule noget for Agnes. Agnes synes, at det virkede som, at hun godt vidste, at hun skulle dø den onsdag. Det satte gang i flere tvivlstanker i Agnes’ hoved.
Tiden lige op til, at Agnes’ mor døde, var det begyndt at gå lidt bedre.
”En måned inden hun døde, begyndte det at gå fint, hun havde overskud, hun begyndte at gøre rent, hun stod op og tog tøj på. Hun lavede lækker mad og alle de ting.”
Agnes havde derfor fået en fornemmelse af, at det gik den rigtige vej igen. Men netop dét, at Agnes’ mor lige var begyndt at have det bedre gjorde tanken om, at der skulle være sket en ulykke helt uudholdelig. For Agnes kunne slet ikke affinde sig med, at hendes mor skulle dø af en tragisk ulykke lige efter, at det var begyndt at gå godt.
Derfor fandt Agnes ro ved tanken om, at det måtte være et selvmord. Det måtte være planlagt.
”Jeg havde det sådan, at det virkede mere rigtigt, at hun godt vidste det. Altså at det var en plan, hun havde lagt. Og så for at vi andre ikke skulle fatte mistanke, så lod hun som, at alt var fint.”
Livet med sorg
Agnes’ mor døde den onsdag, det var en kendsgerning. Nu skulle hun lære at komme videre fra sorgen. Det var en svær tid for Agnes. Følelsen af skyld og fortvivlelse fyldte meget. Og selvom det i dag er flere år siden, så ligger sorgen stadig som en sort sky over hende.
Den blusser op til tider, hvor hun bliver bidt af skyldfølelse, vrede og tvivl.
Men hun har indset, at hun nok aldrig kommer over det, og derfor har hun lært at leve med det.
Hun har lært at sige til sig selv, at det var et selvmord, fordi det giver hende ro. Dog ved hun godt, at hun aldrig finder ud af om det er rigtigt, men det er det rigtige for hende.
Selvom tanken om selvmord giver Agnes en følelse af skyld og vrede, så er det bedre end tanken om, at hendes mor skulle være død af en ulykke lige efter, at det var begyndt at gå godt.
Agnes lever med sorgen ved at give sig selv lov til at være vred og ked af det og ved at mindes de glædelige stunder de havde sammen og alt det hendes mor elskede.
Det er vigtigt for Agnes at huske på. For til trods for vreden og skyldfølelsen, havde de stadig et stærkt og kærligt bånd.
Et bånd Agnes ikke vil glemme.
